Indtil nu har EU-landene så nogenlunde kunnet fastholde deres arbejdsmarkeds- og sociale modeller med nogle vage principper om, at hvert land fastsætter egne regler og bestemmelser. Og beslutning om at arbejdskraften ligesom andre varer kunne bevæge sig frit over grænserne.
Men Europagtens bindinger om højst at have 0,5 procent af bruttonationalproduktet i ”strukturelt underskud”, sættes en effektiv bremse på det enkelte lands handlekraft! Det er f. eks. meget tæt på at forhindre den danske regerings beskedne tiltag med at fremrykke offentlige investeringer på bare 17 milliarder kroner. - I realiteten er Europagten et forbud mod traditionel, socialdemokratisk politik. – Nyrup-regeringen ville på de betingelser f. eks. ikke have haft mulighed for at gennemføre planen ”Gang i 90’erne”!

Men lyder det da ikke fornuftigt, at et land skal have styr på sin egen økonomi?
Jo. - Men nu er det ikke længere den danske regering, der bestemmer. Det er EU – et mellemstatsligt (- eller overstatsligt) samarbejde, der er for arbejdskraftens fri bevægelighed i en sådan grad, at danske arbejdere kan blive ladt uhjælpeligt i stikken i en klemme med angreb på velfærdssamfundet på den ene side og pres af social dumping fra den anden.
Det ligger skjult i EU’s skrappe budgetregler, der skal vedtages i en dansk budgetlov, at den offentlige sektor skal indskrænkes og den private sektor tage over. Så i international konkurrence kan et privat, tysk konsortium måske overtage driften af de danske fængsler, mens en ungarsk koncern vinder udbuddet for ældrepleje i Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner.

Hvem er det lige, pagten tilgodeser?
Der er ingen tvivl om, at Europagten vil blive finansmarkedernes fortjeneste. Når en stribe ”mange-milliard-euro-hjælpepakker” til Grækenland har reddet de tyske og franske banker fra at gå konkurs, står grækerne tilbage uden en euro på lommen. Finansmarkederne, uansvarlige banker og valutahandlere - kan begynde på en frisk!
Politikerne i hele Europa forsøger over én kam, at overbevise befolkningerne om, at det er dem, der er skyld i krisen. Krav til løn og social velfærd skader det private erhvervslivs konkurrenceevne. Ikke kun DA mener, at hver eneste krone til det offentlige var bedre brugt i det private erhvervsliv. Det samme mener tilsyneladende flertallet i Folketinget, og det mener i hvert fald de toneangivende i EU. Derfor har de nu skrevet under på Europagtens begrænsninger om underskud og ”strukturelt underskud”.
Med andre ord: Vi kan ikke sætte gang i beskæftigelsen, selv om der er brug for offentlige arbejder, og der er arbejdsløse nok at tage af. For offentlige arbejder tæller ligesom ikke med mere!
Kodeordene er privat, privat, privat. For som Dansk Arbejdsgiverforening udtrykker det i sin årsrapport for 2011: ”enhver krone brugt i det offentlige, går fra det private erhvervsliv…”

Mario Draghi, den nye magtfulde leder af Den Europæiske Centralbank, har utalt sig prisværdigt klart: ”Der skal ikke være nogen europæisk, social dimension…” - EU skal altså alene understøtte finansmarkederne og kræfternes frie spil! Og det er altså den danske model, der er på spil. Og samtidig med, at Euro-milliarderne ruller finansverdenens vej, udsultes for eksempel de uddannelser, der skal sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft til fremtidens arbejdsmarked.
Det ser skidt ud i Danmark. I andre EU-lande er det endnu værre – i Spanien ser man f. eks. en ungdomsarbejdsløshed på helt op til 50 procent. Og social dumping – udenlandske arbejdere, der illegalt arbejder alt for billigt i Danmark, er et stigende problem. Derfor holder vi en konference om Den Danske Model og et møde med fokus på ungdomsarbejdsløsheden og hvad vi skal gøre ved den, når EU’s social og arbejdsministre mødes i Horsens i april.
Allermest kan vi frygte, at kollektive overenskomster får mindre og mindre betydning, fordi de frie markedskræfter hellere ser individuelle lønaftaler. Og i allerværste fald at Europagten bliver fulgt op af direktiver, der begrænser fagforeningernes ret til både kollektive forhandlinger og faglige aktioner.
Det er desværre den vej, pilen peger. Finansmarkederne er blevet langt vigtigere parameter for politikerne end arbejdsmarkederne.