40-ÅRET FOR EF-AFSTEMNINGEN: 2. oktober 1972 stemte et flertal af danskerne ja til EF, som statsminister Jens Otto-Krag og minister for udenrigsøkonomi Ivar Nørgaard underskrev allerede den 22. januar samme år. Den daværende regering mente stort set kun, at det handlede om økonomisk samarbejde, som ville være katastrofalt at stå udenfor. Nej-siden mente, det var langt mere vidtgående.
”Folkebevægelsens kritik af EF’s manglende demokrati var korrekt i 1972. Der er bare meget mere mangel på demokrati i dag, men også meget mere modstand og kritik i alle andre EU-lande”, konstaterede tidl. MEP Jens-Peter Bonde ved Folkebevægelsens 40 års jubilæum.
Og Ivar Nørgaard skiftede til nej-siden, da der kom folkeafstemning om EU-pakken i 1986 og var det igen ved de følgende folkeafstemninger. ”Noget af det, der er galt, det er, at man har centraliseret for meget”, erkendte han i debatfilmen ”Nørgaard vs. Nørgaard” i 2006. Han død sidste år.
Det tidligere radikale folketingsmedlem Sven Skovmand, der var i front på nej-siden i 1972, er fortsat i ledelsen af Folkebevægelsen og skriver her om afstemningen i 1972


Af Sven Skovmand

Der er nu gået 40 år, siden vi i 1972 stemte om tilslutningen til EU – eller EF, som det dengang hed. Det er så lang tid, at formentlig kun omkring en tredjedel af den danske befolkning har en klar fornemmelse af, hvad der dengang skete. Og det EU, som vi har i dag, er enormt forskelligt fra det EF, som vi dengang stemte om.
Når afstemningen dengang viste et stort flertal for tilslutning til EF, skyldtes det ikke, at folk elskede tanken om at gå ind. De følte blot ikke, at de havde noget valg. For regeringen, erhvervslivet og aviserne fortalte hver eneste dag, at dansk landbrug og dermed Danmark ville gå fallit, hvis vi sagde nej til EF. Flertallet turde simpelthen ikke sige nej.
Påstandene om den truende fallit var løgn fra ende til anden. Hvis vi havde holdt os uden for EF, ville vi formentlig have klaret os lige så godt, som vi gjorde i EF. Ja, måske ville vi have klaret os bedre. For medlemskabet indebar, at vi blev nødt til at sætte vores toldsatser over for verden som helhed kraftigt i vejret, hvad der hvert år kostede milliardbeløb.
Men dette budskab var umuligt at sælge i 1972. Derfor begrundede Folkebevægelsen fra først til sidst sin modstand mod EF med, at de politiske omkostninger var helt uantagelige.
Det bedste udtryk for denne holdning var annoncen »Noget for noget«, der blev indrykket i forsommeren 1972 og var udformet af den geniale og dybt engagerede reklamemand Morten Jersild. Den kan læses i bogen »Der var engang en folkeafstemning«, som er en guldgrube, hvis man vil vide, hvad der dengang foregik. Jeg citerer hermed de vigtigste sætninger i annoncen:

Man får ikke noget forærende...

»Man plejer ikke at få noget forærende. Det fik regeringen da heller ikke i Bruxelles. Selvom politikerne gerne vil give os det indtryk.
Vi fik chancen for at tjene nogle kroner mere på vores flæsk og vores smør de nærmeste år. Det fortæller man os igen og igen.
Men vi kommer til at betale med indskrænkninger i vores folkestyre og vores politiske frihed i al fremtid. Det taler man ikke højt om.
Da statsministeren underskrev Romtraktaten (EU’s grundlæggende traktat, som blev vedtaget i Rom i 1957, red.), satte han ikke bare sit navn under en handelsaftale – med økonomiske konsekvenser i de kommende år, som selv vismænd kun tør gisne om.
Det kan være galt nok.
Han forpligtede samtidig danske myndigheder, danske domstole og alle danske borgere til at rette sig efter enhver beslutning, som er taget og vil blive taget af de forskellige institutioner i EF. Uanset om disse beslutninger strider mod dansk lov og ret og danske borgeres opfattelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Det er endnu værre.
Romtraktaten indgåes for ubegrænset tid... Traktaten – med alle dens tågede, brede formuleringer, med dens uoverskuelige politiske, sociale, militære og økonomiske perspektiver, med dens stadigt voksende papirsøjler af uoversatte bilag, protokoller, konventioner, erklæringer, rapporter og dekreter, med Europadomstolens næsten utilgængelige domme og fortolkninger – binder ikke bare os, men vore børn og deres efterkommere i al fremtid... Romtraktaten har ingen fortrydelsesparagraf.
Bordet fanger. En handel er en handel.
Det er det allerværste...«

Vi savnede pengene

Annoncen var forsynet med et billede af Krag, der underskriver den skæbnesvangre traktat. Men af økonomiske grunde kom den kun i ganske få aviser, og den fik derfor kun begrænset betydning. Vi sloges jo ikke blot med, at tilhængerne havde langt flere penge end os. Vi sloges også mod den gratis jubel over EF, som tilhængerne fandt i aviserne, der uafladelig talte om EU’s fordele og risikoen ved at stå udenfor.
Men ingen skal sige, at vi ikke advarede mod det, der siden er sket.